Forleden skrev jeg et indlæg i Polikens analysesektion, om de muligheder og udfordringer deleøkonomien giver for både virksomheder, staten og kommunerne. En af de afstikkere der ikke blev plads til at forfølge i artiklen var deleøkonomiens kobling til BNP og andre gængse mål for økonomisk vækst. Pointen var at jo mere deleøkonomi, des mindre ‘traditionel’ økonomisk aktivitet, og dermed potentiel fald i BNP.
Fremkomsten af deleøkonomi er dermed endnu et eksempel* på at sund fornuft ikke spiller godt sammen med det pt. vigtigste mål for de nationale økonomiers sundhedstilstand: BNP. Af samme grund har EU og andre organisationer også siden Stieglitz-rapporten arbejdet på at udvikle yderligere indikatorer som også tager sociale og miljømæssige hensyn. Dette arbejde støttes af både Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, og efterspørges især også af klimakommisær Connie Hedegaard.
Hvis man sammenligner med hvordan virksomheders sundhedstilstand måles, ser man der heller ikke kun på omsætning (svarende til BNP) men selvfølgelig også på profitgrad. Og en tilsvarende diskussion om en ny form for kapitalisme finder sted blandt ledelsesguruer som Gary Hamel og Michael Porter. De gennemgående temaer er: Hav virksomhedernes formål for øje og tænk værdiskabelse bredere.
Dette er klassisk strategisk analyse, og vi er dermed inde ved kernen af problematikken: De enkelte nationalstaters formål er ikke økonomisk vækst. Det er at give deres borgere (og deres efterkommere) de rette rammer for udfoldelse af et godt liv. I nogen situationer er økonomisk vækst så et godt middel til dette, i andre ikke.
Det svære er at kvalificere ordene ‘rette rammer’ og ‘godt liv’. Dette vil i sagens natur være meget individuelt, hvorfor det også vil være underlagt demokratiske beslutningsprocesser. Dvs., tilsvarende virksomheder der skal formulere strategier og handlingsplaner, således må staterne også tage tingene i rigtig rækkefølge:
- Definer formål
- Sæt en retning og mål
- Definer KPI’er i relation til målene.
Det første punkt burde være hurtigt klaret ud fra grundloven, og nogenlunde uafhængigt af partiskel. Punkterne 2 og 3 vil afhænge af den aktuelle regerings politiske overbevisning, men der findes gode eksempler på at konsensus er mulig (jf. det seneste energiforlig).
Det er værd at bemærke at når bare 1 og 2 er på plads kan vi – som vi også gjorde mere førhen – begynde at tale om ‘fremskridt’. Det er mere forpligtende, da det kræver at man ved hvor man skal hen. Men langt mere relevant end bare fortsat at tale om vækst, vækst, vækst.
*: Andre eksempler: En uopmærksom kaptajn påsejler jernbanebroen over Limfjorden – genererer en masse arbejde og dermed bidrag til BNP; oprydning efter miljøforurening; overproduktion; etc.
—
Opdatering 5. januar 2014: For noget tid siden gjorde Michael Minter mig opmærksom på at Danske Bank i deres investormagasin allerede tilbage i oktober 2011 beskrev “Vækstens forbandelse” (side 18-21). Det er læseværdigt. Det beskrives også hvordan BNP er et dårligt mål for fremskridt. Et alternativ er ‘Genuine Progress Index’, som lyder til at være mere i tråd med hvad jeg søgte i mit indlæg nedenfor.
—
Har opdaget at FN har en en ‘Happiness’-kommision som har lavet en rapport om ‘Happiness’ som alternativ KPI.
Og se om ikke der står følgende (min fremhævning): “GDP is important but not all that is important. This is especially true in developed countries, where most or all of the population has living standards far above basic material needs. Except in the very poorest countries happiness varies more with the quality of human relationships than with income.3 And in the richest countries it is essential not to subordinate the happiness of the people to the “interests of the economy,” since the marginal utility of income is low when income is so high. The economy exists to serve the people, not vice versa. Incremental gains in income in a rich country may be much less beneficial to the population than steps to ensure the vibrancy of local communities or better mental health.”
Følgende artikel er også en spændende reference: http://www.fastcoexist.com/1679856/reframing-the-global-economy-to-include-happiness
Her citeres bl.a. Robert Kennedy:
“Too much and for too long, we seemed to have surrendered personal excellence and community values in the mere accumulation of material things … The gross national product counts air pollution and cigarette advertising, and ambulances to clear our highways of carnage. It counts special locks for our doors and the jails for the people who break them. It counts the destruction of the redwood and the loss of our natural wonder in chaotic sprawl … Yet the gross national product does not allow for the health of our children, the quality of their education or the joy of their play. It does not include the beauty of our poetry or the strength of our marriages, the intelligence of our public debate or the integrity of our public officials. It measures neither our wit nor our courage, neither our wisdom nor our learning, neither our compassion nor our devotion to our country, it measures everything in short, except that which makes life worthwhile.”
Sådan! De kunne noget med ord, de Kennedyer (eller deres taleskrivere – jeg har læst Ted Sorensens biografi).
OECD har nu også lavet et ‘Better Life’ index: http://www.oecdbetterlifeindex.org/ .
Godt at se at Danmark ligger på en 5. plads (efter Australien, Norge, USA og Sverige).
Fantastisk Harvard blog-indlæg af Umair Haque, om ‘Growthism’:
http://blogs.hbr.org/2013/10/this-isnt-capitalism-its-growthism-and-its-bad-for-us/