De selvkørende biler kommer – men hvad vil vi med dem?

Transportnørder som jeg selv har med interesse fulgt først Googles og nu også de traditionelle bilfabrikanters arbejde med førerløse biler. (Se fx. det jeg skrev sidste sommer.)

I Sverige har de (kinesisk-ejede) Volvo, så der har Trafikverket naturligvis interesseret sig for sagen. Udover deltagelse i et forsøg sammen med Volvo, har de i et forstudie undersøgt de lovgivningsmæssige aspekter ved førerløse biler. [Update 14. december 2015: Trafikanalys har også lavet interessant kapacitetsanalyse, som meget rejser samme spørgsmål som jeg har gjort her.]

Men i Danmark er der ikke sket meget*. Derfor var det alle tiders at DR2-programmet ‘So Ein Ding’ tog emnet op d. 17. november 2014. Og især at Transportminister Magnus Heunicke fik øjnene op for at teknikken er langt foran de vanlige prognosemageres modeller.

Udsendelsen nævnte nogle af fordelene ved førerløse biler:

  • Nu: Øget sikkerhed
  • Snart: Øget kapacitetsudnyttelse af vejene
  • Når helt førerløse:
    • Mindsket behov for parkering (og ladestandere) –  hvis de er helt førerløse kan de selv køre et andet sted hen og parkere+lade
    • Behov for færre biler, da de kan servicere flere

Værten, Nikolai Sonne, jokede med at så behøvede Heunicke ikke de problemfyldte IC4-tog, da der kunne pakkes 5 gange så mange biler på vejene. Ministeren trak – naturligt nok – på det om kollektiv transport nu lige kan afskaffes, men var tydeligt imponeret.

Så: Teknologien er lige på trapperne. Derfor er spørgsmålet hvad vi vil bruge den til. Hvor vil vi fx. bruge den ekstra mulighed for ‘bil-pakning’ til at øge trafikken. Og hvor vil vi bruge den til at frigøre areal (med samme trafik). ‘More for same. Or same for less?’

Det kalder på scenarier, analyser og en overordnet strategi**. Jeg var lidt inde på det tidligere på året, hvor jeg i TØF-regi holdt oplæg om ‘Hvordan får vi en ny, samlet transportstrategi for Danmark‘. Der kom jeg bl.a. ind på de selvkørende bilers rolle:

Del-transportstrategier for Danmarks transportstrategi (illustrativt)

Siden da har Danmarks Arkitektur Center m.fl. (incl. en række ministerier) lavet et fremragende scenariearbejde om hvordan Danmark kunne se ud i 2050. Herunder scenarier for hvordan transporten skal/kunne foregå. Mest muligt fossilfrit, vel at mærke. Her ‘Grøn Stat’-scenariet:

Transport i 'Grøn Stat'-scenariet

Jeg foreslår derfor at Transportministeren:

  1. Sætter Vejdirektoratet i gang med at udarbejde forskellige scenarier for hvad vi kunne få ud af selvkørende biler. Scenarierne kunne evt. tage udgangspunkt i de som er lavet i DAC2050-projektet [Update 14. december 2015: Det har Vejdirektoratet nu set på.]
  2. Får Transportministeriets roadmap for fossilfri transportsektor opdateret med disse nye scenarier (jf. ovenfor må det antages de selvkørende biler giver nye muligheder for effektivisering og elektrificering)
  3. Beder Justitsministeriet se på om den svenske udredning af det lovgivningsmæssige også er dækkende for danske forhold, eller om yderligere afklaring er nødvendig
  4. Parallelt hermed afholdes en åben høring på Christiansborg, fx. i regi af Transportudvalget, hvor det diskuteres hvad det egentlig er vi gerne vil have ud af selvkørende biler.

Med lidt held kunne der (efter valget) på baggrund heraf formuleres et nyt, bredt forlig a la ‘En grøn transportpolitik’ som de facto sætter en retning for hvordan vi transportmæssigt ønsker landet udvikler sig.***


*: Vejdirektoratet er vist nok så småt startet med at se på hvad selvkørende kunne give af kapacitetsforøgelse. [Update 14. december 2015: Det har Vejdirektoratet nu set på.]

**: Selvom jeg lige i dag har hørt Uffe Paludan argumentere for at fordi det danske embedsværk er designet til at betjene oprindeligt enevælden, og nu Folketinget (‘ingen over; ingen ved siden af’), så kan der ikke laves begrænsende, langsigtede transportplaner i Danmark.

***: Dette kunne måske også have som konsekvens at Transportministeriet opdaterer sit strategiske grundlag:

 

Dette indlæg blev udgivet i Bæredygtig transport. Bogmærk permalinket.