I går var jeg til Alternativets halvårsmøde, hvor Uffe som afslutning reflekterede over de præcis 3 år der er gået siden Alternativet blev lanceret ‘overfor en verdenspresse bestående af 2 journalister’, som Uffe sagde det.
Det fik også mig til at reflektere. Og da jeg samtidig håber snart at træde ind på den (kommunal)politiske scene, tænkte jeg at det var en god anledning til at fortælle lidt om min vej ind i Alternativet, og hvorfor jeg har valgt at blive og engagere mig mere og mere.
Som barn af selvstændige forældre og opvokset i Schlüters velmagtsdage, satte jeg mit første kryds ved Konservative. Og da jeg i 2000 flyttede til højborgen Frederiksberg meldte jeg mig også ind i Konservatives vælgerforening på Frederiksberg.
@SorenHave Jeg sidder og læser gamle numre af konservatives medlemsblad (Nørd), og se hvad jeg fandt… pic.twitter.com/YdGaPMla0M
— Daniel Panduro (@Danielpanduro) April 22, 2015
Selvom jeg nok altid havde været miljø- og ressourcebevidst, så havde jeg i 2007 fattet interesse for klimaudfordringen, og med Connie Hedegaard til at tage sig af det og med Konservatives fokus på ikke også at smide miljøregningen i børneværelset følte jeg mig godt hjemme til og med valget i 2010. Men så begyndte tingene at skride. Den grønne profil svækkedes. Socialkonservatismen blev mindre social. Og jeg ændrede mig også. Jeg blev mere kritisk overfor vækst som mål i sig selv, i lyset af klimaudfordringen. Og så kom også det med offentlighedsloven. Så i april 2013 meldte jeg mig ud af Konservative.
Det naturlige andet parti at se hen for en borger som gerne ville fremme grøn omstilling fra en midter-position, var Radikale. Så jeg begyndte se mere på hvad de lavede og stod for. Og Radikale stod i høj grad for grøn omstilling. Og lavede rigtig mange gode og rigtige ting desangående. Men jeg oplevede at Radikale, når hårdt stod mod hårdt, prioriterede god, gammeldags vækst over grøn omstilling. Nødvendighedens politik, altså. Det skyldtes måske krydspres fra regeringssamarbejdet med S og SF, og er muligvis en uretfærdig fremstilling, men det er ikke desto mindre min oplevelse. Jeg følte mig dermed politisk hjemløs.
Så da Uffe efter ministerstormen etablerede Under Radaren, trådte ud af Radikale og i sensommeren 2013 begyndte at skrive mere om vækstkritik og behovet for en radikal bæredygtig omstilling var interessen vakt.
Derfor var der heller ikke langt fra tanke til handling, da Uffe og Josep
hine Fock d. 27 november 2013 lancerede Alternativet. Efter at have set det tænkte jeg: “Det kan være det!” Jeg tror jeg læste manifestet samme aften, men er ikke helt sikker. Men sikkert er det at jeg meldte mig ind samme aften.
Jeg var med til nogle af de første møder på Vesterbrogade, men gik også med jobskifte-tanker og var midt i flytning, og kunne derfor ikke overskue at skrue helt op for aktivismen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, var strukturerne nok også dengang lidt for løse til min natur.
Men interessen var der, og jeg søgte så at støtte og give indspil på Twitter. Dette førte – på typisk Alternativ-humoristisk vis – til at jeg i efteråret 2014 mødtes med Uffe over en kop kaffe. Her talte vi om vækst som middel i stedet for mål, Jørgen Steen Nielsens bog, vælgererklæringer og alt muligt andet.
Tak til @uffeelbaek for super-inspirerende møde i @alternativet_ erhvervsklub!
Full disclaimer: Jeg betalte kaffen. 60 kr ialt. #dkpol— Søren Have (@SorenHave) December 5, 2014
Det var en berigende samtale. Som bare gjorde at jeg følte mig endnu mere hjemme i Alternativet.
Siden har jeg til årsmøder, workshops, etc haft mange andre berigende samtaler med Alternativets altid lydhøre folketingsmedlemmer og med andre ‘almindelige’ alternativister som jeg selv. Jeg indgår dermed i det forpligtende fællesskab Alternativet er. Og ja, det er forpligtende, for som Uffe sagde i aftes: “Verden [både i Danmark og i udlandet] ser på os og får håb. Det håb skal vi nære og udbrede.” Det vil jeg gerne være med til. Særligt i denne tid hvor en venstre-ledet regering trækker vores land i hvad jeg synes er en helt forkert retning.
I efteråret 2015 var jeg derfor også med til at stifte Alternativets Kommuneforening på Frederiksberg. Nu var job- og boligskifte faldet på plads, og jeg havde ved flere lejligheder set at den konkrete omstilling sker lokalt. Så selvfølgelig skulle vi også gøre Frederiksberg endnu mere bæredygtig. Og det arbejder vi så på nu, særligt med henblik på at blive klar til kommunalvalget om knap et år. Jeg går efter selv at blive valgt til Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Nu har jeg stået længe nok ude på sidelinien og kloget mig og må ind på banen og tage ansvar. Vil du med?