Jeg så i dag at Frederiksbergstrategien nu omsættes til Kommuneplan. Udover at vi fra Alternativets side har kommenteret at vi synes Frederiksbergstrategien er lidt et skønmaleri, så kom jeg til at tænke på en anden ting vi burde have påtalt: Den vedtages på det helt forkerte tidspunkt.
Som det fremgår, skal alle kommuner hvert 4. år vedtage en kommuneplan. Men hvorfor gøre det i det sidste år af valgperioden, så den næste kommunalbestyrelse bindes? Hvorfor ikke gøre som fx i Guldborgsund Kommune (link kræver desværre abonnement – jeg nåede at læse da det var gratis), hvor man har konstateret at det øger engagementet både blandt folkevalgte og borgere hvis kommuneplanen (strategien) vedtages i starten af valgperioden. Dvs. i det første år efter valget.
Det synes jeg vi skulle arbejde henimod her på Frederiksberg. Da planerne koster penge at lave, kunne det evt foregå ved at de kommende planer bliver 3-årige. Så vil det passe om et par perioder.