Pop-up Grundlovstale ved Søren Have, KV17-kandidat for Alternativet
Landbohøjskolens Have, 5. juni 2017
Velkommen til.
En af Alternativets værdier er gennemsigtighed. Denne værdi vil jeg tage udgangspunkt i i denne min første grundlovstale.
Der var behov for at stifte Alternativet af mange grunde. Særligt, synes jeg, af hensyn til at få et parti som helt og fuldt fokuserede på grøn omstilling.
Men måske var Alternativet aldri opstået – eller i det mindste ikke så hurtigt – hvis ikke den SRSF-regeringen havde vedtaget den nuværende offentlighedslov. Uffe Elbæk kom som bekendt til at stemme mod gruppen, og han citeres for at offentlighedsloven – sammen med den droppede barsel til mænd – var udslagsgivende for at han forlod Radikale. Og senere stiftede Alternativet. Så på den måde er der trods alt kommet lidt godt ud af offentlighedsloven. Tak for det.
Men offentlighedsloven var et alvorligt tilbageskridt for vores demokrati. Og i dag fejrer vi jo netop demokratiet. Grundloven satte grænser for Kongens – dvs i vore dage, Regeringens – magt, og sikrede basale frihedsrettigheder som fx ret til at stilles for en dommer senest 24 timer efter anholdelse.
Men grundloven er ikke perfekt. Et svagt punkt er beskyttelsen af mindretallets interesser. Som ugen har vist, så kan et simpelt flertal beslutte at lægge låg på en sag, selvom et stort mindretal ænsker at komme til bunds i om en minister har overtrådt ministeransvarlighedsloven. Og pga den reviderede offentligslov er låget tætsluttende.
Jeg er ikke sikker på om dette var hvad forfatterne bag Grundloven havde forestillet sig. Jeg tror det ikke. Jeg tror ikke de havde fantasi til at forestille sig at valgte Folketingsmedlemmer ville agere som vi har set i ugens løb.
Derfor er det også på sin plads at rette op på den manglende gennemsigtighed, ved – som det er tilfældet i en række andre lande – at give mindretallet ret til at indkalde til parlamentariske undersøgelser, som Alternativet foreslår sammen med Enhedslisten. Jeg håber at dette forslag kan vinde bred opbakning – måske kunne det hjælpe hvis man vedtog at det først skulle gælde om 2 valg?
Gennemsigtigheden halter også når det kommer til lokalpolitik. Både hvad angår det rent praktiske – hvor udvalgsmøder er lukkede for publikum, og hvad angår forhandlingsprocesserne som – i kraft af blokdannelser – i praksis foregår
udenfor kommunalbestyrelsessalen. Det første med åbne udvalgsmøder kan være svært at lave om – i det mindste på den korte bane, da det er lovbestemt.
Men meget kan gøres alligevel. Fx kan der etableres mere åbne udvalg, hvor også borgere deltager, til at behandle specifikke emner. Eksempelvis hvilken slags by der skal udvikles på hospitalsgrunden når Frederiksberg Hospital lukker.
Den anden del med forhandlingskulturen er vi kommunalpolitikere selv herre over. Jeg vil derfor arbejde for at møderne i kommunalbestyrelsen komme til at handle mere om politiske forhandlinger end om positioner. Herved kan borgerne også se ‘mellemregningerne’.
Disse og andre tiltag håber jeg vil føre til en ny politisk kultur, som engagerer borgere og legitimerer politikere. Både nationalt og på Frederiksberg. For det er der brug for, så vi kan træffe svære, men vigtige beslutninger om en seriøs bæredygtig omstilling af vores samfund.
God Grundlovsdag!