Trojanske Torvehaller på Frederiksberg?

Facebook-post fra 27. oktober 2017.


I dag blev det annonceret [1] at By- og Miljøudvalget nu har besluttet at undersøge muligheden for at etablere et nyt, grønt byrum og herunder etablere Torvehaller bag Rådhuset, inspireret af de som er på Israels Plads [2].

Dette lyder jo umiddelbart besnærende. Hvem kan være i mod mere liv på den P-plads som kun bruges til noget på lørdagene i sommerhalvåret. Men i Alternativet mener vi der er adskillige tidsler i projektet der skal luges ud, før vi eventuelt kan støtte projektet.

Parkering – hvorfor?
• For det første er projektets primære formål ikke at skabe nyt, grønt byrum og Torvehaller, men at etablere en parkeringskælder. I By- og Miljøudvalgets materiale [3] står der at ”I forbindelse med beslutning om udpegning af pladsen bag Rådhuset som muligt sted for parkeringskælder, blev der på By- og Miljøudvalgsmødet den 23. november 2015 stillet forslag om at undersøge muligheden for at anlægge en torvehal bag Frederiksberg Rådhus.”
• Simon Aggesen oplyser således også på Facebook [4] at der netto vil komme 200 flere parkeringspladser.
• Optællinger viser at den nærliggende P-kælder ved Sylows Plads har ledig kapacitet [5]
• Det koster typisk 3-500.000 kr pr plads at etablere en parkeringsplads i P-kælder. Den investering skal jo forrentes på den ene eller anden måde, og da den nuværende politik er at det ikke må koste mere for borgere at holde i P-kælder, så forslår de 155 kr om året jo ikke. Er det så med kommunale (skatte-)penge, eller skal investor bag de potentielle Torvehaller betale (hvorved stande og varer derved fordyres unødigt)?
• Og det tager jo noget tid at etablere en sådan P-kælder. Særligt når det drejer sig om 400 pladser i 5 (!) dæk [6] – Den (også unødvendige [7]) P-kælder på Skolen på Grundtvigs har jo taget en krig at lave, til gene for alle involverede. I den periode kan der ikke afholdes loppemarkeder. Og der kan ikke parkeres – så i den periode vil det blive helt tydeligt at de eksisterende parkeringspladser kan man klare sig uden (ligesom om lørdagen).
• Læg dertil at alle fremsynede eksperter anbefaler varsomhed med at investere i dyre parkeringsanlæg som med stor sandsynlig kan overflødiggøres om 10-20 år når de selvkørende biler også kan håndtere bytrafik.

Grønt byrum?
• I By- og Miljøudvalgets materiale [3] beskrives det om pladsen at den ”helt tilbage til omkring Rådhusets opførelse aldrig var tænkt som parkering, men egentlig var tænkt primært som en grøn rådhushave”
• Derfor giver det rigtig god mening at sløjfe de eksisterende parkeringspladser og lave den grønne kobling til Frederiksberg Have, som der også nævnes.
• Men, men. Der kan ikke gro træer ovenpå P-kælderen: I arkitektmaterialet fremgår det at ”etablering af parkeringskælder giver ikke mulighed for at plante tæer over kælderen pga. lille afstand til den underliggende konstruktion.”
• Så hvor grønt et byrum vil det reelt blive?

Mangfoldigt handels- og kulturliv?
• I Alternativet går vi ind for et mangfoldigt erhvervsliv. Vi ønsker ikke at de mange små specialbutikker – som jo netop er en af de særlige kvaliteter ved Frederiksberg – uddør som følge af etablering af et ’mini-Frederiksberg-center’.
• På Israels Plads har Torvehallerne udviklet sig til mere at være et dyrt snack-food sted end et indkøbssted – er det det vi gerne vil have også?
• Vi ser hellere at eventuelle Torvehaller tilfører byen noget andet og mere, eksempelvis et egentligt økologisk marked med varer fra oplandet og gerne kombineret med fællesspisningsaktiviteter. Og gerne andre kulturelle aktiviteter.

Vi håber derfor det kommende analysearbejdedels vil belyse aspekter som nævnt ovenfor, dels meget mere aktivt vil involvere Frederiksbergs borgere – og ikke kun naboer – i arbejdet med at afklare hvad vi egentlig ønsker at bruge pladsen bag Rådhuset til. For, som vi siger i Alternativet: Flere ved mere.

[1] https://www.frederiksberg.dk/…/frederiksberg-ser-pa-torveha…
[2] http://politiken.dk/…/Nu-vil-Frederiksberg-ogs%C3%A5-have-t…
[3] https://www.frederiksberg.dk/referat-til-modet-i-og-miljoud…
[4] https://www.facebook.com/…/26…/permalink/10154704856665989/…
[5] https://twitter.com/SorenHave/status/868039641634656257
[6] https://www.frederiksberg.dk/…/Punkt_282_Bilag_1_Bilag_1_Pl…
[7] https://www.sorenhave.dk/blog/2017/02/galimatias-i-2-etager/

Dette indlæg blev udgivet i Alternativet, Frederiksberg, Politik. Bogmærk permalinket.