I dag fremlagde den af transportministeren nedsatte ekspertgruppe om mobilitet for fremtiden hovedpointerne fra den rapport der er kommet ud af gruppens arbejde.
Dette skete ved en velbesøgt konference med over 300 deltagere, og – endnu vigtigere – med en oplyst og levende dialog på tværs af eksperterne, medlemmerne af transportudvalget og deltagerne i salen.
Der var rigtig mange gode og vigtige pointer fra ekspertgruppen. Nogle af dem jeg selv vil fremhæve er følgende:
- Det er vigtigt at se geografisk nuanceret på hvad teknologiudviklingen kan komme til at betyde; ekspertgruppens opdeling i 4 transportområder (større byer, ringbyerne udenom, mellem de større byer, resten af landet) giver rigtig god mening, og gør det muligt at se at fordele og ulemper er forskellige
- Ja, teknologien øger kapaciteten af vejene, men øger efterspørgslen mindst lige så meget. Så automatiseringen løser ikke trængslen.
- Vi behøver ikke at indrette (motor)vejene på en særlig måde for at være klar til at selvkørende biler kan køre der.
- Det bliver vigtigere at prissætte trængselseksternaliteterne, da en selvkørende bil, som er tom eller har passagerer der bruger tiden fornuftigt, er ligeglad med trængsel. Men det er de andre trafikanter måske ikke (fx håndværkere eller folk som endnu ikke har en selvkørende bil).
- Heldigvis bliver roadpricing både nemmere og billigere (som jeg også har været inde på fx her: https://www.sorenhave.dk/blog/2015/08/selvkoerende-biler-og-roadpricing-a-match-made-in-heaven/).
- Samkørsel bliver endnu vigtigere for at udnytte arealet og der bør arbejdes med at skabe bedre rammer for at dette kan ske (en anbefaling som jeg i øvrigt synes transportordførerne var lidt for hurtige til at skyde ned).
- Højklasset kollektiv transport vil fortsat have en vigtig rolle, særligt i og ind til og mellem de større byer, men andre steder vil den kollektive transport nok forandres i samspil med delemobilitet.
- Allerede nu er der brug for og kan arbejdes med at binde det eksisterende transportsystem sammen i form af Mobility as a Service-løsninger.
- Når teknologien er klar mht. selvkørende lastbiler (på motorveje), så kan det gå rigtig hurtigt. Hvis ellers lovgivningen er på plads – dette taler for at man om ikke alt for længe begynder at forberede egentlig tilretning af lovgivningen, som det er sket i Sverige (https://twitter.com/SorenHave/status/971385501608443905), og som man også fra dansk side er begyndt på i søfarten (https://www.dma.dk/Vaekst/autonomeskibe/Pages/Foranalyse-af-autonome-skibe.aspx )
Jeg ser frem til i de kommende dage at pløje mig igennem resten af rapporten – den kan findes her: https://www.trm.dk/da/publikationer/2018/afrapportering-mobilitet-for-fremtiden