Er vi på vej mod bæredygtig vækst?

Opdatering 22 april 2019: Graf opdateret som følge af nye tal fra Danmarks Statistik.


Et af de allerførste indlæg på min blog handlede om vækst. Og om hvordan jeg oplevede at man så at sige spændte vognen for hesten ved at styre efter vækst. I stedet for at sætte (bæredygtige) mål, og så se hvordan økonomiske aktiviteter (evt vækst) kunne understøtte dette.

Efterfølgende har jeg både gjort mig selv klogere på emnet, og også debatteret med de som forveksler (BNP-)vækst med egentlig samfundsmæssigt fremskridt.

Denne vækstdiskussion kom igen – med fuld ret – på forsiderne (næsten) i den forgangne uge som resultat af 301 forskeres desperate opråb om at vi altså behøver en meget mere ambitiøs tilgang til afbødning af klimaforandringerne. Også indenlands i Danmark. Forskerne skrev bl.a.

Politiske tiltag, der øger den økonomiske vækst, er derfor direkte skadelige for klodens økosystemer. Derfor bør hensynet til økonomisk vækst nu klart underordnes hensyn til bæredygtighed, sundhed, forurening og klima.

Heri ligger et opgør med ideen om, at vækst i bnp er den vigtigste måleenhed for trivslen af vort samfund. At nå dertil kræver imidlertid en ny dansk politisk klimarealisme, hvor vore politikere tager videnskabelig viden alvorligt og handler derefter.

Dette fik straks de vanlige vækst-fortalere på banen, herunder klimaministeren:

Opråbet gør indtryk på energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Han mener dog ikke, at det skal ske på bekostning af den økonomiske vækst.

– For regeringen handler det ikke om et valg mellem økonomisk vækst eller en ambitiøs klimapolitik. Økonomisk vækst er en forudsætning for, at vi kan prioritere en ambitiøs og grøn omstilling, siger han til Politiken.

Og efterfølgende var DI ude for at sige det samme.

Men, som Michael Minter konstaterede efter at vi kan se at energiforbruget er steget i første kvartal af 2018, og som jeg selv efterspurgte: Hvordan påviser vi at (BNP-)vækst ikke er i modsætning til CO2-reduktion?

 

Det har jeg faktisk kigget lidt på: Hvordan ser det ud med afkoblingen mellem BNP og CO2. Jeg har taget tal fra Danmarks Statistik og lavet lidt simpel Excel-gymnastik. Og det ser ser ikke lovende ud: Hvis ikke vi bliver bedre til at ‘af-carbonisere’ BNP end vi har været de seneste år, så duer det altså ikke at BNP vokser.

I nedenstående graf ses en aktuelle udvikling af CO2-intensiteten af BNP, sammenholdt med det scenarie (som mange ønsker) hvor BNP fortsat stiger med 2% p.a. og hvor total-CO2 falder med 5% om året.

Opdatering 22 april 2019: I nedenstående graf er i) tal for 2017 tilføjet; ii) grafen for den totale emission tilføjet; iii) farver ændret så de ‘gode’ kurve nu er grøn, og iv) så er det fikset at den oprindelige graf var forskudt et år.

Your move, DI & Lilleholt.


Leg selv med data her:

Første version: BNP-vs-CO2.xlsx

Revision 22 april 2019: BNP-vs-CO2 opdateret 2019-04-21.xlsx

Dette indlæg blev udgivet i Politik. Bogmærk permalinket.