Odense viser vejen væk fra vejen

Jeg har tidligere skrevet om hvordan Bispeengbuen i stedet for at blive gravet ned, burde komme ‘på skrump’ i stedet. Vi skal ikke støbe fortidens bilkultur i både dyr og CO2-tung beton.

Jeg var derfor også glad for at vi fra Alternativets side i december fik stillet forslag om at analysere projektet om Bispeengbuen yderligere:

“For at få det rette beslutningsgrundlag opdateres analysen ’Analyser af alternativer til Bispeengbuen’ med følgende aspekter:
– Scenarie 3 (2 x 2 spor) uddybes og konkretiseres yderligere, særligt med henblik på at belyse mulighederne og gevinsterne ved frigørelse af arealet fra 2 x 1 vejbane, eksempelvis med henblik på frilæggelse af åen, klimasikring, beplantning, byhaver, etc.
– CO2-effekten ved anlæg af alle scenarier estimeres
– Tidsplanerne ved de forskellige scenarier udspecificeres, særligt henset til at anlæg i niveau må forventes at tage noget kortere tid end anlæg af tunnel.”

Når jeg i dag læser Politikens reportage om hvordan Odense har omdannet ‘motorgaden’ Thomas B. Thriges Gade til byrum, bekræftes jeg i behovet for netop at se på andre løsninger med Bispeengbuen end nedgravning med samme kapacitet. For i Odense har man jo netop ikke erstattet vejen med en tunnel. Den er væk. Erstattet af en letbane. (At man så har lavet en kæmpe P-kælder som nogen nu bruger til gennemkørsel er en fejl, men nok et nødvendigt politisk kompromis, løst med Realdanias rigelige penge.)

For at gøre det klart: Jeg plæderer ikke for at fjerne de 2 x 3 vejbaner på Bispeengbuen og Åboulevard fra den ene dag til den anden. Men for over tid at omdanne vejen til færre, roligere baner. Med plads til træer og frilæggelse af Ladegaardsåen. Som fx i San Francisco, vist nedenfor.

 

Dette indlæg blev udgivet i Bæredygtig transport, Frederiksberg. Bogmærk permalinket.