Indlæg bragt på Miljømonitor 12. maj 2020
Særligt i lyset af, at covid-19 sandsynligvis vil føre til en stærkere præference for individuel transport, er det værd at fremme elcyklen som et sundere, miljøvenligt og trængselsmindskende alternativ – også til elbilerne – skriver chefkonsulent Søren Have i dette debatindlæg.
Jeg er selv både cyklist og elbilist og ivrig fortaler for infrastruktur til at understøtte begge dele. Ikke kun for min egen skyld, men også fordi cykling er effektivt, sundt og miljøvenligt, og elbilen er det bedste miljø- og klimamæssige alternativ, hvis man behøver en bil i hverdagen.
Men jeg må tilstå, at jeg indtil for nyligt har negligeret potentialet i elcykler.
Særligt på de mellemlange afstande på fem til 15 kilometer er de relevante; i Danmark er næsten halvdelen af alle ture kortere end 10 kilometer og derfor velegnede til elcykler.
Samtidig viser undersøgelser både fra Norge og Danmark, at elcyklister både cykler længere (end de ellers ville have gjort), og at cyklingen i høj grad erstatter en tur med bilen.
Covid-19-situationen giver ekstra argument
Der er altså god grund til at fremme elcyklisme og desto mere som følge af covid-19-situationen, hvor vi skal øge den fysiske afstand mellem mennesker.
Transportministeriet opfordrer for eksempel til at bruge cykel, bil eller samkørsel i stedet for kollektiv transport i myldretiderne .
På sigt kan vi, hvis ikke vi gør noget, få en ’tilbage til bilen’-situation, som transportforskeren Ismir Mulalic udtrykte det for nyligt i Berlingske.
En elcyklingspakke
Men ud over spredte projekter som for eksempel det succesfulde ’Test-en-Elcykel’-projekt, så sker der ikke rigtig noget for at fremme elcykling i Danmark.
Jeg foreslår derfor, at der laves en elcyklingspakke af hensyn til klima, miljø, folkesundhed og trængsel (både med hensyn til biler og kollektiv transport).
En sådan pakke kunne rumme økonomiske incitamenter og flere cykelstier, som foreslået af blandt andet Cyklistforbundet.
Men endnu vigtigere i min optik, bør den også rumme håndtering af de ulemper og dermed barrierer, som mange elcyklister peger på i forhold til at være elcyklist, særligt risikoen for at få cyklen stjålet .
Især i byerne kan det være en udfordring at finde sikker parkering ved bopæl, eller hvor man måtte have et ærinde. Jeg mener, at vi skal lade os inspirere af hvad der gøres for elbilisterne: Til dem laves der særlige ladepladser, på offentlig vej, og i høj grad for offentlige midler.
Hvorfor ikke også lave øer af el(lad)cykel-parkering på gaden, som er sikker, og hvor man samtidig kan få opladet cyklen uden at skulle slæbe batteriet op til 3. sal. Vi kunne eventuelt starte med en række forsøg, hvor det også blev undersøgt, om cykelejerne ville betale et mindre beløb for denne mulighed.
For det er da mærkeligt, at der gøres mere for at en dieselbilist skifter til en elbil, end for at få vedkommende til at skifte til elcykel. Lad os få rettet op på det. Det vil gavne os alle.