Følgende indlæg har været bragt som en kommentar på Ræson.dk d. 3. juni 2019.
Valgkampen er heldigvis blevet til en kamp om at være mest ambitiøs på klimapolitikken. Flere partier har skærpet deres målsætninger for CO2-neutralitet. Men hvordan sikrer vi, at mål ledsages af handling efter valget?
Kommentar af Søren Have
Det har de seneste dage været en stor debat, om Alternativet har ‘sejret sig ihjel’, i og med klima nu er det suverænt vigtigste emne i valgkampen, og om ikke bare Alternativet fremfører gammel politik i ny indpakning. I den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om Alternativet og fællesmængden med de rød- eller blå-grønne partier og deres grønne politik.
Ja, det er korrekt, at noget af Alternativets politik er politik, som også andre partier, fx SF og De Radikale, tidligere har fremført. Eksempelvis er Alternativets tanker om roadpricing og miljøzoner ikke nye.
Men det giver jo ikke de partier, som først kom med forslaget, ‘eneret’ på det. Og politikken er jo i sagens natur ikke gennemført, for så ville Alternativet ikke have den på programmet. Så måske er der brug for at fremsætte politikken igen – og eventuelt på anderledes vis.
Eller – og her kommer vi til kernen – er der mest af alt brug for et parti, som ikke prioriterer andre politikområder højere, fx vækst eller social omfordeling, når det virkelig gælder? For det er netop her, Alternativet i min optik især har sin berettigelse i forhold til andre grønne partier. Hvis et miljø/klima-initiativ er vigtigt for den grønne omstilling, så er det ikke tvingende nødvendigt for os i Alternativet at gøre det socialt afbalanceret eller ‘godt’ for økonomien. Det er selvfølgelig langt at foretrække. Men ikke en show-stopper. For os er styrkelsen af det grønne nødvendighedens politik, om man vil.
Klasseeksemplet er flyafgifter: Vi har set i fx Sverige, at de virker, og at de kan dæmpe flytransporten – og dermed også øjeblikkeligt klimabelastningen. Helst ville vi undgå social skævvridning for passagerer, og vi har forståelse for, at det kan give (midlertidig) arbejdsløshed for ansatte i luftfartsbranchen. Men vi er villige til at tage disse konsekvenser med, om nødvendigt. Effekten på klimabelastningen er vigtigere.
Samtidig kommer vi med helt nye politiske udspil om grøn omstilling, som indeholder den radikalitet, et fossilfrit samfund fordrer. Det gælder fx stop for fortsat oliefterforskning i Nordsøen, kødfrie dage, et grønt superministerium, stop for fossilbiler i 2025. Udspil, som oftest er udviklet sammen med borgere, medlemmer og eksperter. Og udspil, som flytter det grønne Overton-vindue – altså hvad der ligger indenfor det politiske normalbillede.
Det har vi især set i valgkampen, hvor flere partier har øget ambitionerne med hensyn til CO2-neutralitet. Både hvad angår, hvor meget der skal reduceres, og hvor hurtigt det skal gå. Det er utrolig glædeligt. Men kun hvis udmeldingerne rent faktisk følges op af konkret handling. For at tage flyafgifterne som eksempel igen: Hvad nytter det at foreslå en tilgang, som måske først kan indføres efter 1-2 års analyse, hvis ellers internationale regler tillader det? Og – for at blive ved flyvningen – hvad nytter klimahandling, hvis man med vanlig vækstpolitik udbygger Københavns Lufthavn med ca. 50 pct. kapacitet uden at have sikkerhed for, at emissionerne ikke bare stiger tilsvarende?
Derfor er der stadig brug for Alternativet. For fortsat at radikalisere den grønne diskurs. For at udvikle og gennemføre politik på en helt ny og bæredygtig måde. Og i den kommende valgperiode, mest af alt, for at holde de andre partier fast på deres ofte udmærkede grønne udmeldinger. For ambitiøse mål er intet værd uden tilsvarende ambitiøs handling. ■