Indlæg bragt på Klimamonitor 19. juni 2020
I stedet for at mindske eksempelvis affaldsmængden, skal dens indsamling, sortering og genanvendelse eller forbrænding gøres til en forretning. Det er et forkert fokus, skriver chefkonsulent Søren Have i dette debatindlæg.
Regeringen spillede for nylig ud med et forslag om yderligere affaldssortering.
Udspillet satte hos mig gang i en række refleksioner over, hvordan vi ofte søger at gøre et problematisk produktions-output til en forretning.
Nogle eksempler kommer her:
- I stedet for at mindske selve affaldsmængden, skal dens indsamling, sortering og genanvendelse/forbrænding gøres til en forretning
- I stedet for at mindske CO2 fra cementproduktion, skal fangsten og omdannelsen/lagringen af det gøres til en forretning
- I stedet for at lave mindre gylle, skal biogassen fra den gøres til en forretning
- Fortsæt selv…
Det er meget forståeligt, at det er sådan. For vi har hidtil prioriteret arbejdspladser og økonomisk aktivitet over miljø og klima.
At staten sætter gang i oprydningen efter forurenerne – det kan for eksempel være ved at øge sortering og genanvendelse af affald – er fornuftigt.
Problemet er, at regeringen i stor stil glemmer de tre vigtigste håndtag, den kan bruge:
- Lav regler og normer for de produkter der fremstilles eller importeres – det kan for eksempel være emissionskrav til biler eller bygningsnormer.
- Giv tilskud og fradrag til forskning og udvikling af nye, mere klima- og miljøvenlige produkter/ydelser – det kan for eksempel være tilskud til opskalering af produktion af kunstigt kød.
- Send prissignaler til producenter og forbrugere, via afgifter og tilskud – det kan for eksempel være benzinafgifter eller tilskud til anskaffelse af elcykel, jævnfør mit forrige indlæg bragt i Politiken Miljø & Klima.
Håndtagene supplerer selvfølgelig hinanden og bruges i min optik bedst, når flere af dem bringes i spil. Det kan for eksempel give mening i år et at give tilskud til forskning og udvikling af CO2-venlig cement og samtidig varsle ændrede regler eller afgifter i år tre.
Men for at holde hjulene i gang har vi groft sagt belønnet den forurenende produktion med en oprydning betalt af fællesskabet.
Ressourcerne – inklusive din og min tid – brugt på affaldshåndtering er implicit et subsidie til emballagebranchen. Tilskud til biogas er implicit et subsidie til landbruget etc.
Denne udvikling drives frem af – helt legitime – interesseorganisationer, hvis berettigelse og succeskriterie er, at medlemmernes forretningsområder vokser.
Hvordan kommer vi ud af denne cirkel? Hvem lobbyer for i højere grad at undgå affald? For mindre gylle? Det gør flere af de grønne organisationer selvfølgelig. Men med meget mindre gennemslagskraft, desværre.
Derfor er håndtag 3 – prissignaler – så vigtigt:
Afgifter på CO2, metan og så videre udgør så at sige et subsidie til de, som mindsker eller helt undgår skadelige output fra deres produktion. Derfor må staten på banen.
Provenuet kan jo helt eller delvist bruges på at fremme omstillingen, for eksempel via tilskud til forskning (håndtag 2).
Men hvad med renovationsarbejderen, tænker du måske – hvad skal han lave? Vi kan jo fortsætte med at betale samme renovationsgebyr. Så kan renovationsmedarbejderen bruge eventuelt vunden tid i repair-cafeer på genbrugsstationen, så der kommer endnu mindre affald.
Udover at generelle afgifter, som alle økonomiske eksperter peger på, er mest omkostningseffektive, så er de også politisk effektive: De kræver i modsætning til tiltagene under de andre håndtag ikke løbende politisk beslutning, og klimakampen bliver derved ikke – som Klimarådets formand så glimrende udtrykte det for nyligt – en kamp fra tue til tue af små støtteordninger og puljer (håndtag 2).
Jeg tilslutter mig derfor koret af fortalere for drivhusgasafgifter:
Kære regering, få nu truffet en principbeslutning om indfasning af en bred og stigende drivhusgasafgift.