Indlæg af Jens Martin Skibsted og Søren Have, bragt Ingeniøren 28. oktober 2020.
Der er lige nu ingen grund til at tro, at vi kommer i mål med at reducere de ca. 7 mio. ton CO2-udledninger fra persontransportsektoren, der skal til for at realisere Parisaftalens mål for Danmark, og der er heller ingen grund til at tro, at vi i samme ombæring får lavet en langvarig sikring mod trængsel i byerne. Desværre.
Årsagen er, at beslutningstagerne – som i dette tilfælde er regeringen og helt aktuelt Eldrup-kommissionen – kun tænker i siloer. Deres løsninger handler om at elektrificere bilparken, men det oplagte spørgsmål de burde svare på er, hvorvidt det nuværende omfang af privatbilisme overhovedet er en del af fremtidens transportmåde, særligt i byerne.
De antager fortsat vækst i bilparken og fokuserer på, hvordan en elektrificering kan finansieres gennem afgifter. Det gør de i stedet for at tænke ud af kassen i forhold til, hvad samfundet kan spare og blive rigere af, hvis nu bilerne slet ikke var der.
I designtænkning opererer man med først at forstå brugerens behov for at skabe en bedre verden og ikke bare problemerne, der skal løses. Man spørger ikke, hvordan får man flere elbiler og bevarer nuværende indtægtskilde for staten. I stedet spørger man: ‘Hvordan opfyldes bilisternes behov, samtidig med at vi reducerer CO2-udledningen kraftigt? Og kan vi finansiere det bedre end vi gør i dag?’.
Herefter prøves forskellige ideer af gennem prototyper og eksperimenter. Man tager ikke bare et problem og løser det på normal vis ved at skrue lidt på en velkendt knap her og der. Man tænker, så at sige, ud af boksen: ‘Hvad nu hvis vi kunne lave noget helt nyt, noget andet, en løsning, der skaber merværdi?’
Anvendes designtænkning på byernes transportsystem, skal man altså først svare på, hvad det er transportsystemet skal gøre for byernes beboere. Et svar kunne være at bringe flest mulige borgere frem og tilbage hurtigst, renest, gladest og mest effektivt med hensyntagen til samfund og klode.
Det står ikke skrevet, at dette behov bedst løses med privatbilisme. Måske giver elbiler mening i forhold til at dække særlige behov, f.eks. sygetransport, pengetransport og lign. Men biler skal nok ikke erstattes én-til-én med elbiler. Nok snarere i en anden udformning og med andre forretningsmodeller.
Det er jo ikke et mål i sig selv at køre bil – eldrevet eller ej. Elbiler med kun en enkelt person i vil jo heller ikke ændre på trængslen, og samfundet vil derfor stadig spilde i størrelsesordenen 20 mio. dyre og langstrakte timer årligt på trængsel. Det er ingen tjent med.
En anden tilgang er absolut nødvendig for at bruge byernes knappe og dyre plads rigtigt. I dag spildes der rigtig meget plads på parkeringspladser. Som vi har set med covid19, er der bud efter parkeringspladserne til udeliv og til de andre transportformer, der vinder stødt frem.
De fleste mobilitetseksperter kan enes om en ting: Fremtiden bliver multimodal, og med det forstås, at borgeren til enhver tid bør anvende den optimale transportform denne kan vælge. Kollektiv transport og cykling er to af dem, som bliver tiltagende vigtigere, og derfor er det vigtigt, at der skabes god plads på cykelstierne. For der er ikke plads til flere biler på vejene.
Der skal måske også i fremtiden skabes plads til flere cykelbaner, da forskellen i hastighed mellem delecykler, liggecykler, løbehjul, elcykler og cargo-cykler er ved at blive for stor.
Derfor er det vigtigt, at både regering og Eldrup-kommission sadler om. De skal tænke i at skabe værdi i fremtiden for alle, og dér er flere biler bestemt ikke løsningen. Vi skal bede om et bredere perspektiv, der leverer en sammenhængende vision for en grøn omstilling af hele transportsektoren. Og ikke det ekstremt uambitiøse udspil, der lige nøjagtigt kravler over prognosen for status quo vækst i elbiler.
Det er fuldstændig tankeløst at påbegynde den slags nye infrastruktur projekter i Danmark før vi får en plan, der giver mening for samfund, erhverv, personer og nok vigtigst klimaet.