Indlæg bragt i Ræson, 25. november 2020.
Der var store forhåbninger til, hvordan klimaloven skulle sætte fart på den grønne omstilling, da den blev aftalt sidste år. Men regeringens skuffende ”grønne” skatteudspil sætter spørgsmålstegn ved, om loven overhovedet betyder noget. I sidste ende hænger overholdelsen af 70 pct.-målet nemlig ene og alene på Folketinget og det til hver en tid gældende parlamentariske flertal.
Kommentar af Søren Have
NÅR MAN ER KLIMAKRIGER, skuffes man ofte over det politiske systems mangel på tilstrækkelig klimahandling. Og fra gentagne skuffelser er der ikke langt til kynisme og sortsyn. Som regel vinder min egen optimisme igen efter noget tid, men denne uges udspil fra regeringen til en såkaldt ‘grøn skattereform’ har skubbet mig godt over i den kyniske side.
For udspillet var hverken grønt eller i nærheden af at være en reform. Dels var afgiftsomlægningen jo meget beskeden, og dels var forøgelsen nogle år ude i tiden ikke koblet til CO2 men kun til energiforbrug. Dette koblet med et generelt investeringsfradrag kan gøre, at tiltaget – hvis ikke virksomhederne af egen drift investerer grønnere end hidtil – ender med samlet set at øge udledningerne.
I mit dystre humør så jeg flere kommentere situationen med varianter af ’så er det jo godt at vi har klimaloven, for den tvinger regeringen til handling’, og tænkte uvilkårligt så: Gør den nu det?
DET ER VELKENDT, at i modsætning til andre lande som fx Norge og Holland, så kan vi som borgere ikke trække Folketinget i retten for ikke at overholde de love, de selv har vedtaget. ’Ingen over og ingen ved siden af Folketinget’, hedder det og betyder, at Folketinget – så længe de ikke bryder Grundloven på en måde, så nogen får søgsmålskompetence – kan gøre, som et flertal i Folketinget beslutter.
Det betyder bl.a. at ministre kan overtræde ministeransvarlighedsloven uden konsekvenser, hvis ikke Folketinget vælger at rejser anklage. Og altså også at en regering kan sidde en lov som klimaloven overhørig, hvis ikke den har et flertal imod sig.
For det er det springende punkt ift. klimalovens betydning for at kunne ’tvinge’ regeringen til handling: Reelt er klimaloven ikke mere end en proces for at generere en næse til klimaministeren. Og det bliver kun aktuelt, hvis ikke denne enten har ”anskueliggjort,” at man kan nå de nationale klimamål eller fremlagt ”nye initiativer med reduktionseffekt på kortere sigt og initiativer med reduktionseffekt på længere sigt, som viser vejen mod opfyldelse af de nationale klimamål,” som det står i klimalovens afsnit om den såkaldte handlepligt.
Spørgsmålet er, hvad konsekvensen af en manglende overholdelse skal være, hvilket er suverænt op til Folketinget at bestemme. Skal ministeren gå af? Skal regeringen gå af, hvis ikke man finder at de nye initiativer viser vejen? Det hænger ene og alene på Folketinget og det til hver en tid gældende parlamentariske flertal – der er ingen lovmæssig automatik.
DERMED IKKE SAGT, at klimaloven og kampen for den ikke har gjort meget godt for klimasagen. De grønne kræfter har haft noget at samles om, og den har afstedkommet en styrkelse af Klimarådet, hvilket allerede har sat sig aftryk i den måde, hvorpå rådet både producerer flere analyser og kommenterer skarpere, som fx set med den foreløbige kommentering på regeringens klimaprogram. Helt i tråd med det styrkede mandat.
Spørgsmålet er dog, om man kunne have fået mere grøn omstilling for indsatsen, hvis vi grønne aktivister, organisationer og partier i stedet havde brugt energien på at agitere for en håndfuld egentlige omstillingsinitiativer, fx miljøzoner for personbiler eller kødafgifter. Og om nogen af de aktører som indædt er imod sådanne tiltag, faktisk i det stille har været fint tilfredse med klimaloven, for så gik tiden jo med proces-snak, hvor regeringen fx kunne sige, ’først skal vi have en klimalov, og så derefter skal vi have en klimaplan’. Vi ved det ikke, og det står jo ikke at ændre. Men tanken nager mig. Særligt når jeg som nu er i det sorte hjørne. ■