Den grønne Have

Jeg har forståelse for at ændringer i omverdenen og ny indsigt kan gøre at en regering ændrer mening. Men det har efterhånden taget omfang, så det er svært at vide om man reelt skal tage regeringsgrundlaget ‘Et Danmark der står sammen’ alvorligt som regeringens strategi. Med baggrund i egne interesser har jeg især hæftet mig ved følgende eksempler:

• Boligjob-ordningen er netop forlænget her til aften, men uden grøn profil (selvom det ville have skabt flere arbejdspladser), og dermed ingen “grøn tilskudsordning til energirenovering af boliger”
• Trængselsringen blev droppet
• Kørselsafgifter for lastbiler blev droppet
• Miljøzoner er syltede [Update 10 juni 2014: De er nu helt droppede]
• Besparelser på SU forekommer ikke at være “Investeringer i forskning og uddannelse”
• Ændringen af styreform i storbyerne bliver ikke til noget
• Omlægning af registreringsafgifter på personbiler til også at favorisere hybridbiler har lange udsigter
• Selvom ordet ‘Tillidsreform’ er direkte nævnt i regeringsgrundlaget, har det været meget nævnt (af specielt Radikale Venstre) at det var det som skulle til for at modernisere den offentlige sektor. Men kontrol er stadig bedre, ser det ud til.
• Og, at offentlighedsloven fremsættes stort set uændret og at der stadig er problemer med alt for korte høringsfrister flugter ikke just med kapitlet om “God Regeringsførelse”.

Der er sikkert flere eksempler end disse. Derfor følgende ide til vores medier: Gå regeringsgrundlaget igennem og overstreg med forskellige farver alt efter hvad der er gennemført (grøn); i direkte modstrid med hvad der siden er besluttet (rød); ikke rørt ved (gul). Udskift eventuelt rød med sort for at illustrere pointen.

Når jeg rådgiver kunder om strategi, plejer jeg at sige at hvis de virkelig vil se hvor virksomheden er på vej hen, så se på de igangværende projekter. Ikke strategien. Det samme gør sig gældende for regeringen: Det er handlingerne der viser retningen. Lad os få den tegnet op.

Og lad os så få et nyt regeringsgrundlag at navigere ud fra.

Hvornår går højere løn fra at hæmme konkurrenceevnen (eller motivationen) til at fremme den? Det har jeg tænkt over ved flere lejligheder, og i dag bragte et elegant tweet den op igen:

Til eftertanke: Skal de velstillede motiveres, skal de have mere. Men skal de dårligst stillede motiveres skal de have mindre. #dkpol

— Ole Hanelius (@OleHanelius) March 16, 2013

I april 2012 kunne man læse at ny overenskomst for 600.000 lønmodtagere giver tilbageholdenhed som fremmer konkurrenceevnen. Nogenlunde samtidigt kunne man læse at toplederes lønninger skulle stige af hensyn til konkurrenceevnen, for ellers ville de bedste søge udenlands*. Og bankdirektørerne holdt sig selvfølgelig ikke tilbage.

Så hvor skiller det? Hvilket kompetenceniveau er lige præcis så differentierende at det er en lønstigning værd?

Og tilbage det citerede tweet: Jeg tror at hvis man er variabelt lønnet, så kan en mærkbar relativ stigning virke motiverende. Det kan så ske ved et lavt (timelønnet) eller højt (selvstændige) udgangpunkt, og betyder jo nok mest jo tættere man lever på eksistensgrænsen. Men for højtuddannede funktionærer tror jeg ikke lønnen rykker det store.

*: Det er dog svært for danske topchefer at veksle deres danske mojo til et udenlandsk job

(Note: Nedenstående er skrevet i januar 2013. Dvs. før regeringen annullerede kørselsafgifterne for lastbiler.)

Der er forskellige holdninger til hvor meget skat der skal betales. Men de fleste finder at en vis statsdannelse er nødvendig, og at der skal skatteindtægter til at finansiere den.

I min sommerferie kom jeg til at tænke over følgende paradoks vedrørende skatteobjekter:

• Man skal ikke beskatte ‘gode ting’ (arbejdsindkomst, overskud i virksomheder, …), for det vil fjerne incitamenterne til at gøre de gode ting (f.eks. gøre en ekstra indsats på arbejdet; selvom det diskuteres hvad selskabsskatterne pt betyder for antallet af arbejdspladser)
• Man skal heller ikke basere indtægter på skat på ting som er ‘dårlige’ (tobak, spiritus, energi-fråds, …) for så kan man risikere at indtægterne forsvinder når folk evt ændrer adfærd som følge af beskatningen.

Man skal altså finde en mellemvej mellem at påvirke adfærd og opnå provenu. Men det er svært som også Vismændene konstaterer i DØRS’ jubilæumsskrift:

Et optimalt niveau for en regulerende skat er imidlertid under alle omstændigheder meget svært at fastlægge. Det kræver detaljeret kendskab til værdien af skadesvirkningerne. På trods af en omfattende værdisætningslitteratur har end ikke DØR dog på noget tidspunkt kunnet fastslå det optimale niveau af nogen regulerende skat.

Et godt eksempel er en analyse der viste at hvis man sænkede afgifterne på alkohol ville der komme flere penge i kassen.

Men hvad skal man så beskatte? En mulighed er ikke-elastistiske ting, dvs. ting som folk bare skal have : jord, bolig, basisfødevarer og transport. Men desværre er der indgået forlig om ikke at ændre boligbeskatningen indtil 2020, fødevarer er allerede rigeligt beskattet (selvom fedtskatten blev fjernet), indtægterne fra registreringsafgiften er faldende  (og landsdækkende roadpricing for alle biler kan først være klar om 3-5 år, selvom der er mere og mere opbakning til det).

Så hvor skal pengene så komme fra? Nogen ideer? (Udover disse forslag fra The Economist.)

I øjeblikket bliver der betalt af på en masse gæld. Både i private husholdninger og i banker. Og i nogen banker er nedskrivningerne så store at staterne må gå ind og dække tab. Nogen gange med skatteindtægter, men for tiden mest med lånte midler.

Det er store beløb det drejer sig om. Jeg har derfor nogen gange tænkt over hvor pengene blev af? Gik de alle til nye samtalekøkkener eller er de sat i værdier der har beholdt værdi (guld o.l.)?

Tag som eksempel pantebrevskarrusellerne hvor ejendomme blev handlet op i urealistiske priser i lukkede kredsløb og herefter belånt. Det er klart at den som sad med ejendommene da karrusellen gik i stå har Sorteper . Men den næstsidste som solgte dem videre må have kunnet trække nogle penge ud. Hvor er de?

Hvis jeg i dag var økonomistuderende ville det være emnet for mit speciale / ph.d.-afhandling: Hvor blev pengene af? Ideen hermed givet videre.

Jeg har siden forslaget  om skat på visse typer af finansielle transaktioner været for et sådant tiltag. Ikke fordi jeg som sådan har noget imod den finansielle sektor (flere af mine studiekammerater arbejder der), men fordi jeg mener den kan rette op på nogle uhensigtsmæssigheder som – i min optik – i høj grad var medvirkende til den finansielle boble og efterfølgende nedsmeltning.

Affødt af en diskussion på Twitter i dag om hvorfor Radikale ikke (endnu) støtter det forslag som toner frem fra EU-kommissionen, finder jeg anledning til at folde mine bevæggrunde lidt ud.

Først og fremmest mener jeg at finanssektoren er blevet blæst op til en størrelse den aldrig skulle have haft – det lader til mange har glemt at finanssektoren kun har en berettigelse i kraft at at den – på basis af tillid (!) – formidler kapital mellem folk som gerne vil investere og folk som mangler risikovillig kapital. En velfungerende finansiel sektor er vigtig. Ikke som et mål i sig selv, men som et middel til et velfungerende samfund.

Meget af den finansielle sektors oppustethed kommer fra introduktionen af diverse finansielle derivater (futures, CDS, CFD, …) som handles i ultra-høj frekvens.  Produkter som ofte ikke er gennemskuelige – hverken for kunderne eller lederne i de finansielle virksomheder. Det er netop denne type transaktioner som den foreslåede skat skal sætte den dæmper på. Dette kan forhåbentlig give mere fokus på langsigtede investeringer – hvilket der er brug for.

Kritikere af den finansielle transaktionsskat siger at i det omfang virksomhederne ikke bare undgår den ved at flytte (det lader til at EU’s forslag vil undgå dette), så vil skatten skade væksten. Det behøver i sig selv ikke at være et problem, men lad os se på de sandsynlige konsekvenser:

• Det er overvejende sandsynligt at det bliver køberne som skal betale det meste af skatten. Det vil gøre at nogle vil lave mere langsigtede investeringer i steder for lave day-trading, shorting og købe CFD, CDS, etc. Fint. Det var hele pointen.
• Når efterspørgslen falder, så vil også efterspørgslen efter de super-intelligente mennesker (ofte matematikere som jeg selv) der udvikler de avancerede finansielle produkter falde. Fint. Måske vil de så bruge deres evner på egentlige fremskridt indenfor medicin, fysik, energi, etc.
• Måske skal den finansielle sektors aktionærer også bløde lidt, så de vil sikkert søge over i andre aktier. Fint. Lad os få kapitalen til virksomheder med egentlige produkter.
• Staterne får en god sum penge ind som kan kanaliseres over i investeringer i egentlige produktive brancher. Eksempelvis minedrift i Grønland i stedet for at overlade det til kineserne.

Alt i alt mener jeg derfor det bare er om at komme i gang.

Update 5. marts 2013:

Gode argumenter for at lave regulering i stedet for #FTT: information.dk/453210 Genovervejer min holdning, også efter en snak med @tkroghn

— Søren Have (@SorenHave) March 5, 2013