Den grønne Have

Indlæg bragt på Klimamonitor 19. juni 2020

I stedet for at mindske eksempelvis affaldsmængden, skal dens indsamling, sortering og genanvendelse eller forbrænding gøres til en forretning. Det er et forkert fokus, skriver chefkonsulent Søren Have i dette debatindlæg.

Regeringen spillede for nylig ud med et forslag om yderligere affaldssortering.

Udspillet satte hos mig gang i en række refleksioner over, hvordan vi ofte søger at gøre et problematisk produktions-output til en forretning.

Nogle eksempler kommer her:

• I stedet for at mindske selve affaldsmængden, skal dens indsamling, sortering og genanvendelse/forbrænding gøres til en forretning
• I stedet for at mindske CO₂ fra cementproduktion, skal fangsten og omdannelsen/lagringen af det gøres til en forretning
• I stedet for at lave mindre gylle, skal biogassen fra den gøres til en forretning
• Fortsæt selv…

Det er meget forståeligt, at det er sådan. For vi har hidtil prioriteret arbejdspladser og økonomisk aktivitet over miljø og klima.

At staten sætter gang i oprydningen efter forurenerne – det kan for eksempel være ved at øge sortering og genanvendelse af affald – er fornuftigt.

Problemet er, at regeringen i stor stil glemmer de tre vigtigste håndtag, den kan bruge:

1. Lav regler og normer for de produkter der fremstilles eller importeres – det kan for eksempel være emissionskrav til biler eller bygningsnormer.
2. Giv tilskud og fradrag til forskning og udvikling af nye, mere klima- og miljøvenlige produkter/ydelser – det kan for eksempel være tilskud til opskalering af produktion af kunstigt kød.
3. Send prissignaler til producenter og forbrugere, via afgifter og tilskud – det kan for eksempel være benzinafgifter eller tilskud til anskaffelse af elcykel, jævnfør mit forrige indlæg bragt i Politiken Miljø & Klima.

Håndtagene supplerer selvfølgelig hinanden og bruges i min optik bedst, når flere af dem bringes i spil. Det kan for eksempel give mening i år et at give tilskud til forskning og udvikling af CO₂-venlig cement og samtidig varsle ændrede regler eller afgifter i år tre.

Men for at holde hjulene i gang har vi groft sagt belønnet den forurenende produktion med en oprydning betalt af fællesskabet.

Ressourcerne – inklusive din og min tid – brugt på affaldshåndtering er implicit et subsidie til emballagebranchen. Tilskud til biogas er implicit et subsidie til landbruget etc.

Denne udvikling drives frem af – helt legitime – interesseorganisationer, hvis berettigelse og succeskriterie er, at medlemmernes forretningsområder vokser.

Hvordan kommer vi ud af denne cirkel? Hvem lobbyer for i højere grad at undgå affald? For mindre gylle? Det gør flere af de grønne organisationer selvfølgelig. Men med meget mindre gennemslagskraft, desværre.

Derfor er håndtag 3 – prissignaler – så vigtigt:

Afgifter på CO₂, metan og så videre udgør så at sige et subsidie til de, som mindsker eller helt undgår skadelige output fra deres produktion. Derfor må staten på banen.

Provenuet kan jo helt eller delvist bruges på at fremme omstillingen, for eksempel via tilskud til forskning (håndtag 2).

Men hvad med renovationsarbejderen, tænker du måske – hvad skal han lave? Vi kan jo fortsætte med at betale samme renovationsgebyr. Så kan renovationsmedarbejderen bruge eventuelt vunden tid i repair-cafeer på genbrugsstationen, så der kommer endnu mindre affald.

Udover at generelle afgifter, som alle økonomiske eksperter peger på, er mest omkostningseffektive, så er de også politisk effektive: De kræver i modsætning til tiltagene under de andre håndtag ikke løbende politisk beslutning, og klimakampen bliver derved ikke – som Klimarådets formand så glimrende udtrykte det for nyligt – en kamp fra tue til tue af små støtteordninger og puljer (håndtag 2).

Jeg tilslutter mig derfor koret af fortalere for drivhusgasafgifter:

Kære regering, få nu truffet en principbeslutning om indfasning af en bred og stigende drivhusgasafgift.

Indlæg bragt på Miljømonitor 28. august 2020

Excel-ark bag nedenstående graf kan hentes her: CO2 budget 2020-06-28

Opdatering 25 september 2020: Beregninger af transportudspil kan hentes her: CO2 budget 2020-09-24

Danmark bliver ofte rost i udlandet for at være et grønt foregangsland, men hvis alle gjorde som os, ville klimaet for alvor gå amok, skriver Søren Have i dette debatindlæg.

Igen og igen bliver Danmark rost af internationale medier og politikere for, hvordan vi går forrest i den grønne omstilling, og det på en måde så det ikke går ud over vores velstand.

’Grøn vækst’ kaldes det ofte og ledsages typisk af grafer, hvor man se, at vores BNP stiger, og vores CO₂-udledning falder. Så Danmark er et grønt foregangsland!

Det ville da også være skønt, hvis det var rigtigt. Men det er det desværre ikke.

Her følger tre vægtige grunde:

Vi udbytter andre lande

Vores – på papiret – faldende emissioner skyldes i høj grad, at vi har omlagt kulfyrede værker til at være fyret med biobrændsel fra udenlandske skove. Og det i et omfang, som blandt andet påpeget af Klimarådet, at hvis resten af verden gjorde det samme, så ville det ikke være bæredygtigt.

Det er særlig problematisk i og med, at meget af det importerede træ kommer fra lande som ikke selv har klimamål, som ville kunne gøre at de indregnede afskovningen i egne opgørelser og så skulle rette op på det.

Læg dertil tab af biodiversitet, som blandt andet nævnes af de 301 underskrivere af opråbet fra Estland – hvorfra Danmark aftager 50 procent af landets stigende træpilleeksport – som blev bragt for nyligt i disse spalter.

Samme udbytning sker med det danske landbrugs import af soja til brug for dyrefoder. Igen figurerer CO₂-aftrykket på cirka syv millioner tons ingen steder, men steder ude i verden lægges arealer om for at mætte den danske fødevareindustris behov.

Vores vækst er slet ikke så grøn

Som nævnt er grøn vækst, når BNP stiger, mens CO₂e falder. Men vores tal snyder. Mens vi – på grund af FN’s opgørelsesmetoder – ikke inkluderer emissionerne fra international luftfart og søfart, så indregner vi indtægterne derfra i vores BNP.

Danmarks Statistik gør loyalt opmærksom på det, men det er som om det ikke rigtig er noget, man vil erkende. Så lad mig skære det ud i pap, med brug af tallene fra Danmarks Statistik: Hvis vi indregner emissionerne fra international transport (ligesom vi gør med BNP), steg emissioner fra 83 millioner tons CO₂e i 1990, til 89 millioner tons CO₂e i 2018. Og det er endda uden at indregne en stigning i importen af biomasse svarende til 15 millioner tons CO₂e, hvoraf cirka halvdelen burde lægges oven i, jævnfør ovenstående.

Den reelle historie er altså, at vi samtidig med at have hævet BNP har øget emissionerne med 24 procent i forhold til 1990.

(Hvis du virkelig vil dykke ned i denne talmagi, kan jeg anbefale det sprit-nye speciale af Joachim Tilsted, ’Accounting for Accounting: Perspectives on the Notion of Green Growth’)

Vi er ikke på kurs til at overholde Paris-aftalen

I en af klimaministerens podcasts sagde ministeren, at vi med det vedtagne 70 procents-reduktionsmål vil overholde Paris-aftalen.

Men Paris-aftalen taler ikke om udledninger i 2030.

Den forpligter hvert enkelt land til at gøre nok for at bremse temperaturstigningen til to grader, men helst 1,5. Det kræver, at akkumulationen af CO₂ i atmosfæren stopper på et vist niveau. FN’s klimapanel, IPCC, har derfor per 1. januar 2018 udregnet et globalt resterende emissionsbudget, som Klimarådet har omsat til et forholdsmæssigt dansk emissionsbudget.

Som nedenstående figur viser, så svinder budgettet hastigt, mens reduktionskurverne ikke rigtig ændrer sig, på trods af al den grønne omtale. Som det ser ud lige nu er budgettet opbrugt allerede i 2028. Og det er altså ikke bare budgettet frem mod 2030, men budgettet for alle kommende generationer.

Det er således tydeligt, at hvis resten af verden kopierede vores ’grønne vækst’, ville CO₂e-udledningerne for alvor stige, i stedet for at falde.

I den forgangne uge kritiserede Greta Thunberg i et indlæg i The Guardian den uvidenhed, ligegyldighed og fornægtelse, der stadig er to år efter, at hun påbegyndte sine skolestrejker.

Måtte ovenstående bidrage til at såvel danske som udenlandske politikere og medier vågner op. Og helst i Danmark først.

For der er ikke noget jeg hellere vil, end at Danmark er et ægte grønt foregangsland. Derfor er det essentielt at regeringen komme i arbejdstøjet og gennemfører nok af de mange gode og helt konkrete forslag, der ligger lige for, i blandt andet Klimarådets rapporter og IDA’s ’Klimasvar’. For ellers er det bare et spørgsmål om tid, før udlandet også forstår ovenstående. Og det vil, ud over at være skidt for vores omdømme og for mulighederne for eksport af vores mange grønne ydelser, sætte den globale grønne omstilling tilbage.

Følgende indlæg har været bragt som en kommentar på Ræson.dk d. 19. oktober 2018.

Henover sommeren havde regeringen stillet en ambitiøs klimaplan i udsigt. Det står klart for et bredt flertal, at ambitiøs handling er nødvendig, særligt i lyset af den seneste IPCC rapport. Men klimaplanen er desværre mestendels utilstrækkelig symptombehandling.

Kommentar af Søren Have

SIDSTE mandag udkom IPCC’s seneste rapport. Som ventet var meldingen dyster: Vi ser ind i omfattende og skadelige klimaforandringer, hvis ikke der sættes ind. Kraftigt og nu. I min forrige Ræson-kommentar ’5 spørgsmål til klimafodslæberne’ argumenterede jeg for klimahandling og for, hvorfor Danmark både kan og skal gå forrest. I indlægget brugte jeg klimaminister Lars C. Lilleholt som eksempel på en klima-fodslæber: Personer, som giver udtryk for, at vi skal gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer men som vedholder, at vi heller ikke skal gøre for meget eller for hurtigt, for så bliver det for dyrt, besværligt, etc.

Jeg blev derfor lidt bekymret for, om jeg havde gjort klimaministeren uret, da han efter sommerens skræmmende lange hedebølge udtalte: ”Jeg tror på, at vi skal gøre alt, hvad der overhovedet står i vores magt. Det har vi en forpligtelse til i forhold til at give en jord og en verden videre til vores børn og børnebørn, som er i en forsvarlig stand. Der er vi simpelthen forpligtiget til at gøre alt, hvad vi overhovedet kan. Det er den danske regering indstillet på”. For det var jo lige præcis den indsigt, jeg længe har efterlyst hos regeringen (og S). Dette, i kombination med mange udtalelser der stillede en ambitiøs klimaplan i udsigt, gjorde, at jeg helt ærligt glædede mig til at se regeringens klimaplan. Ikke for at skyde den ned. Men fordi der er brug for handling.

Og derfor blev jeg så usigeligt skuffet over planens indhold. Og endnu mere over hvad den ikke indeholder.

Først om indholdet. Som flere medier hurtigt konstaterede, består indsatsen frem til 2030 mestendels af kvotedestruktion og brug af en tvivlsom indregning af CO2-optag i jorden og skovbunden. Som Altinget så fiffigt formulerede det: ”Den største CO2-gevinst fås, uden at nogen skal ændre noget som helst”. Så man kan rettelig undre sig over den megen ståhej.

Og selvom regeringen med statsministeren i spidsen skal have stor ros for overhovedet at begynde at tale om udfasning af fossil-biler, så er den udmeldte frist 5 år for sent. Flere sætter også spørgsmålstegn ved, hvor helhjertet det egentlig er, når den langsigtede finansiering skydes til hjørne i en kommission, og der på den korte banen kun indregnes tiltag for op til 10.000 elbiler. Umiddelbart har de mange udmeldinger om at fremme elbilerne således kun givet potentielle købere usikkerhed om, hvorvidt det er bedre at vente lidt med at købe elbil.

Det bringer mig til, hvad planen manglede. Det var selvfølgelig et simpelt løfte om, at eventuelle økonomiske gulerødder, der måtte blive vedtaget for at fremme elbiler, også ville gælde tilbagevirkende fra og med fx 10. oktober 2018. Så hvis man stod og overvejede (firma-)elbil, så var der ingen grund til at vente.

Selvfølgelig skulle planen også have sat ind overfor landbruget. Vi gør erhvervet en bjørnetjeneste ved at trække pinen ud. Og efter sommerens tørke var der bogstaveligt talt en brændende platform som havde gjort det klart for alle, at noget skal ske. Både Klimarådet og landbrugsforskerne havde kommet med gode forslag som glimrede ved deres fravær i planen.

Planen indeholder heller ikke forslag om at indføre en flyskat, ligesom vores nabolande har, for at kompensere for underbeskatningen af luftfart og for at dæmpe stigningen i emissioner fra luftfarten. Regeringen kunne endda bare have kopieret det borgerforslag, jeg og andre gode kræfter har stillet, om at indføre en flyskat efter svensk forbillede og bruge indtægterne til forskning i bæredygtig flyvning. Tværtimod arbejder regeringen for at udvide Kastrup Lufthavn, så den kan gå fra 26 til 40 mio. årlige rejsende, hvilket bare vil øge emissionerne.

Dette sidste eksempel bringer mig frem til min største anke i forhold til klimaplanen: Den mangler den helt essentielle kobling til den øvrige førte politik. Der vedtages næsten dagligt tiltag i Folketinget som påvirker CO2-udledningen – typisk i opadgående retning. Planen skulle derfor have indeholdt en passus i stil med følgende: For at sikre en konsistent indsats skal alle ministeriers lovforslag screenes for eventuelle CO2-emissionsmæssige konsekvenser. Kun undtagelsesvist kan en lov, som fører til stigende emissioner, vedtages, og da kun mod kompensation i form af kvotedestruktion eller egentlige lagringstiltag som fx træplantning. Dette ville gøre diverse tiltags klimamæssige konsekvenser synlige fra start og dermed mindske risikoen for skadelige beslutninger som senere skal afbødes med endnu en utilstrækkelig klimaplan. Og det ville være klart, at en minister ikke ville kunne sige ”klima er ikke mit bord”, som Ole Birk Olesen sagde i 2017, da ændrede bilbeskatningsregler øgede CO2-udledningen.

Så længe skiftende regeringer ikke tager dette brede syn på klimaindsatsen, vil vores klimaindsats være symptombehandling. Udover at det er dyrt, er det også utilstrækkeligt. Derfor vil jeg slutte med en appel: Uanset partifarve, hvis du mener der er behov for en gennemgribende klimaindsats, så spørg det folketingsmedlem, du har stemt på eller planlægger at stemme på, hvordan de vil sikre den brede, konsistente indsats på tværs af ressortområder. ■

Følgende indlæg har været bragt som en kommentar på Ræson.dk d. 8. januar 2020.

Det er glædeligt, at alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige har vedtaget målet om at reducere drivhusgasudledningen med 70 pct. i forhold til 1990. Men i forhold til målets realisering er det bekymrende, at mange fortrænger eller fortier, at det vil kræve radikale forandringer. For det vil det.

Kommentar af Søren Have

SÅ FIK VI ENDELIG EN SKÆRPET KLIMALOV med et 70 pct.–reduktionsmål og en så stram opfølgning, som vores grundlov nu en gang tillader. Det er opmuntrende, at 167 ud af Folketingets 179 medlemmer anerkender, at 70 pct.-målet både er nødvendigt og muligt at indfri.

Selvom mange prøver at få det til at lyde som om, at vi stort set kan fortsætte som nu, bare med lidt ændrede teknologier, så vil det dog kræve radikale forandringer at komme i mål med omstillingen af det danske samfund, så vi i 2030 kun udleder ca. 23 mio. tons CO2-ækvivalenter (herefter: CO2e) og i 2050 når målet om netto-nul-udledning.

Og hurtig forandring er påkrævet. For jo længere vi venter med at reducere vores udledning, desto mere ’spiser’ vi af det samlede emissionsbudget, som skal overholdes for at have en realistisk chance for at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader i tråd med Paris-aftalen.

Eksempelvis vurderede IPCC i 2018, at det globale CO2-budget bør være 420-570 mia. ton, hvis vi skal have 66 pct. chance for at nå 1,5 grader-målet. Det vil sige, at hver verdensborger ved indgangen til 2018 i alt kunne udlede mellem 54 og 73 ton CO2, før budgettet overskrides. En udregning på landeniveau giver ifølge seneste tal fra Klimarådet i runde tal Danmark et budget på 325-425 mio. ton CO2 at gøre godt med. Dette er vel at mærke inklusive 2018 og 2019. Eftersom vi i Danmark i øjeblikket udleder ca. 40 mio. ton CO2 (og ca. 50 mio. ton CO2e) om året, er budgettet ved indgangen til 2020 dermed nede på 245-345 mio. ton CO2. Selv de klimastrejkende skolebørn kan regne ud, at hvis der skal være bare lidt CO2-budget tilbage til perioden 2030-2050, så haster det med at sænke vores udledninger.

DET ER DERFOR VIGTIGT, at vi dels sikrer, at der ikke tages nye beslutninger som leder til udledninger, som jeg anbefalede i min RÆSON-kommentar i oktober 2018, dels at vi hurtigt får tydeliggjort de omstillinger, som faktisk skal til. I det følgende vil jeg give nogle meget konkrete eksempler herpå, fordi jeg oplever, at debatten ofte mangler håndgribelige eksempler og størrelsesordener. Debatten kommer typisk til at foregå i meget generelle abstrakte termer (fx ’det må ikke gå ud over vækst og arbejdspladser’), i one-liners (fx ’vi skal have 1 million elbiler inden 2030’), eller i floskler, såsom ’vi har i Danmark vist, at man både kan opnå vækst og skære CO2-udledningen; så mere grøn vækst er løsningen’ – hvilket tydeligvis ikke er rigtigt, i og med at vores udledninger slet ikke falder hurtigt nok; i 2018 steg CO2-udledningen faktisk.

Først et par eksempler på handlinger, som for nuværende fører til øgede udledninger på trods af regeringens nye grønne koordinationsudvalg og hensigt om at screene al lovgivning for klimapåvirkning:

• I stedet for at dæmpe væksten i flyvning indtil den måtte være bæredygtig, fx med en passagerafgift som anbefalet af Klimarådet, så fastholder regeringen den tidligere regerings luftfartsstrategi. Det inkluderer bl.a. en udvidelse af Kastrup Lufthavn svarende til ca. 14 mio. flere årlige passagerer. Med en aktuel gennemsnitlig CO2e-udledning pr. returrejse på 0,5 ton, er dette altså ca. 7 mio. ton ekstra om året. Teknisk set tæller disse ikke med i Danmarks emissioner pga. FN’s opgørelsesmetoder, men beslutningen om at udvide er vores, så ansvaret er også vores. Derudover kan udvidelsen vise sig at blive en dårlig forretning for staten som 39 pct. medejer, hvis den aktuelle udvikling med stagnerende passagertal i Kastrup holder ved. Enten taber klimaet, eller også taber statskassen på den nuværende luftfartsstrategi.

• Lige før juleferien vedtog Folketinget ’Lov om anlæg af en Nordhavnstunnel’ (L57). Tunnelen er en ren biltunnel til en bydel som i høj grad var tænkt bilfri. Af fortalerne for en Havnetunnel / Østlig Ringvej ses dette som et vigtigt første skridt. Loven blev vedtaget, selvom VVM’en (Vurdering af Virkninger på Miljøet) for projektet ikke indeholdt en klimamæssig beregning. Et groft, men rimeligt, skøn er, at udledningen vil være i størrelsesordenen to gange emissionerne fra anlægget af Nordhavnsvej. Jf. VVM’en for dette projekt var emissionerne ca. 75.000 ton. Dertil kommer, at VVM’en også pegede på en usikker samfundsøkonomi. Endelig: Hvis tunnelens primære berettigelse er som led i en Østlig Ringvej, så må hele projektets CO2-udledning skulle vurderes. Her er et groft, men rimeligt, skøn, at der vil komme emissioner i størrelsesordenen 5 gange Nordhavnsvej, dvs. i størrelsesordenen 375.000 ton.

DISSE EKSEMPLER SKAL SES i sammenhæng med, at det blev set som et stort skridt i den rigtige retning, at finansloven for 2020 vurderes til at reducere Danmarks udledninger med ca. 500.000 ton CO2e årligt, svarende til ca. 1 pct. reduktion. Det er altså tydeligt, at det ikke er nok kun at vurdere finanslovens klimaeffekt. Hver evig eneste beslutning skal vurderes. Og nogle af de mest klimabelastende beslutninger, som allerede er blevet truffet, skal genbesøges. Fx beslutningen om at udvide Kastrup Lufthavn. Også for tydeligt at vise borgerne, at prioriteterne er anderledes nu – hvis ikke de ser staten prioritere anderledes, hvorfor skulle de så selv gøre det?

Og hvad skal regeringen så gøre i klimaplanen? Blandt de overvejelser, man skal gøre sig, er: Hvordan skal CO2-budgettet overordnet fordeles mellem sektorerne? Hvad kan de løse individuelt, og hvad er de nødt til at løse sammen? Og i hvilken hastighed skal det ske?

De svære sektorer er transport, landbrug og byggeri – biler, bønder og boliger. Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) har lavet et notat hvor der, med udgangspunkt i 70 pct.-målsætningen og Energistyrelsens prognoser, ses på personbilernes omstilling. Ud fra en forventning om, at det frem mod 2030 vil være sværere at omstille tung transport, skal personbilerne bære en stor del af reduktionen. I Danmark vil der i 2030 således kun være plads til 1,57 mio. fossilbiler. Med udgangspunkt i, hvor længe biler bruges, vurderes det, at der allerede i dag er solgt 1 mio. fossilbiler, som stadig vil være på vejene i 2030. Der kan altså kun sælges 600.000 flere frem mod 2030. Med det nuværende salgstal svarer det til 2½ års salg.

MAN KUNNE GODT ØNSKE SIG ET TILSVARENDE NOTAT for byggeriet, som også tog hensyn til emissionerne fra anlæg – og ikke kun energiforbruget når bygningen, tunnelen, vejen, etc. står færdig. En hurtig overslagsberegning ser ud som følger: Byggeri og anlæg har hidtil (jf. Danmarks Statistik) udgjort under 5 pct. af de årlige emissioner. Men sektoren er svær at omstille, så der kan argumenteres for, at den til nybyggeri (ikke drift og vedligehold) skal have op til fx 10 pct. af vores CO2-budget, dvs. ca. 30 mio. tons.

Analyser fra CONCITO har vurderet, at nybyggeri i gennemsnit udleder 0,5 ton CO2 per m2. Der er altså et budget – med nuværende byggemetoder – til 60 mio. m2. Det lyder umiddelbart af meget. Men som det var tilfældet i IDA-analysen, er det igen vigtigt med tal for at sætte det i det rette perspektiv. I 2018 blev der (jf. Danmarks Statistik) færdiggjort ca. 4,5 mio. m2 nybyggeri til bolig, erhverv og offentlige institutioner.

Dertil kommer, at emissionsbudgettet til nybyggeri også skal dække infrastruktur. En række allerede besluttede infrastrukturprojekter, herunder Femern-forbindelsen, Sydhavnsmetroen, Nordhavnstunnelen og udvidelsen af Kastrup Lufthavn, lægger i de kommende år skønsmæssigt beslag på ca. 1,5 mio. ton.

Vi kommer derfor ind i en diskussion om, hvornår og hvordan vi vil bruge budgettet. Det kan fx sagtens give mening at anlægge ny transportinfrastruktur, hvis det har en meget kort CO2-mæssig tilbagebetalingstid. Men måske er fx 10.000 boliger á 100 m2 vigtigere end en Havnetunnel?

Det må med ovenstående eksempler stå tydeligt for enhver, at både realiseringen af 70 pct.-målet og honoreringen af Paris-aftalens 1,5 graders mål (som fordrer CO2-budgetoverholdelse) vil kræve radikale ændringer i forhold til, hvordan vi prioriterer samfundets ressourcer – hvad enten det sker via CO2e-afgifter, udledningsbudgetter/kvoter eller på anden vis. Og de ændringer, som vi kommer til at se, vil selvfølgelig påvirke rigtig mange. Også landbrugssektoren og folks madvaner, selvom vi ikke har berørt landbruget her. Det betyder ikke, at vi ikke kan håndtere forandringerne på en rimelig måde. For det kan vi. Men at lade, som om at der ikke vil ske radikale forandringer, er enten fortrængning eller fortielse. ■